Udstilling

Indre Kruseduller

Indre Kruseduller er en soloudstilling, hvor kunstværkerne fremviser et ufuldkomment indblik ind i min indre krøllede følelsesverden. 


Når jeg begynder på et værk, kender jeg ikke retningen. Jeg kender ikke resultatet, men jeg fornemmer, hvorledes følelserne og tankerne trænger sig på og langsomt former sig på det blanke lærred foran mig. Alle mine oplevelser, erindringer og stemninger vælter ud af mig - både de hårde og de grimme, de smukke og de kærlige.


Det er, som om min krop har en masse at fortælle, uden at jeg selv sætter ord på. Jeg behøver blot at være åben og nysgerrig, og skabe rum til at følelseskrusedullerne kan udfolde sig.


Først langt inde i processen forstår jeg meningen med og betydningen af det aktuelle værk.



Udstillingen

Jeg ønsker med udstillingen, at sætte fokus på hvor vigtigt, jeg mener, det er, at vi alle netop tør give os selv tid, plads og ro til at turde lytte til vores egne indre følelseskrøller, og virkelig høre hvad de fortæller os - både det, der er positivt og det, der er negativt. Det kan være, krøllerne har noget vigtigt at fortælle os. Noget, som vi bør anerkende. Huske. Og eventuelt bearbejde og ændre på.

Kunstværkernes titler

For mig er titlerne meget essentielle. Dét, at udvælge de helt rette ord til det enkelte kunstværk, er ligesom at få tingene til at gå op i en højere enhed. De indre krøller får et ansigt og et navn - de bliver næsten legemliggjorte. De bliver håndgribelige. Synlige. Og de bliver langt tydeligere at forholde sig til og forstå.

Kære Læser

Om du oplever mine indre følelseskruseduller, ligesom jeg har forsøgt at skildre dem, er ikke vigtigt. Det vigtige er tværtimod, hvad dine indre kruseduller forsøger at fortælle dig, når du ser på kunstværkerne? Hvad vækker de i dig? Hvad oplever du? 


Måske fortæller ‘Overthinking’ dig, at dit konstante tankemylder er ved at overbelaste dit system. Måske minder ‘Power Flower’ dig om, hvor meget du er vokset og blomstret? Måske mærker du savnet til gåturene sammen med en tidligere elsket, når du ser på ‘Sunset’? Måske føler du glæde og stolthed, når du kigger på ‘New Leaf’, fordi du netop har vendt et nyt blad i dit liv? Eller måske oplever du noget helt andet…..?

Taknemmelighed

Hvorledes du end oplever min udstilling, vil jeg sige dig tusinde tak, fordi du tog dig tid til at stoppe op og læse dette. Det betyder meget for mig. 


Jeg ønsker dig en smuk dag, og håber udstillingen kan være med til at minde dig om, at det kan være godt ind imellem, at give sig selv tid til at høre, hvad de Indre Kruseduller fortæller.


Kram fra Anura // anura art at heart ♡ 

UDSTILLING: Indre Kruseduller


Gratis adgang

Dato: Oktober måned 2020 - AFSLUTTET

Sted: FOYER PÅ GODSBANEN, Skovgaardsgade 3, DK-8000 Aarhus C

Alle udstillede kunstværker er til salg, naturligvis ikke allerede solgte, og vil være at finde i webshoppen efter udstillingen slutter.